Facilitering af spillet

Nedenstående er en beskrivelse af, hvordan dine elever/studerende (i det følgende kaldet deltagerne) understøttes i at gennemføre spillet på en hensigtsmæssig måde.

Før du anvender spillet i en undervisningsmæssig sammenhæng, er det en god idé at prøve spillet selv. Spillet kræver to hold, så du må spille imod en kollega eller dig selv. Sidstnævnte kan du gøre på din egen computer ved at starte spillet op i to forskellige browsere (fx Internet Explorer og Mozilla Firefox).

Se introduktionsvideo til højre, før du går i gang.

Når dine studerende skal gennemføre spillet er der en række ting, som du skal være opmærksom på for at opnå en fornuftig og lærerig spiloplevelse:

Holdopsætning
Del deltagerne ind i et lige antal grupper/hold. Det er vigtigt, at deltagerne kan diskutere deres beslutninger i spillet. 2-3 deltagere er en passende holdstørrelse.

Beslut hvilke hold der spiller imod hinanden. Holdene spiller imod hinanden to og to, præcis som i mange almindelige brætspil, fx skak.

Log in
Vær sikker på at alle får logget ind på det rigtige spil. Det ene hold skal indtaste en e-mail adresse i feltet ’opret nyt spil’ og modtager så en kode.  Koden oplyses til modstanderholdet, der så logger ind i feltet ’Start igangværende spil’ med deres e-mail adresse og koden. Holdene kan bruge koden til at logge ind i spillet igen, hvis dette afbrydes undervejs.

Spillerunder
Spillet er delt op i runder. I første runde foretager spillerne ledelseshandlinger i deres eget byggeprojekt, i anden runde spilles hændelsesbenspænd på modstanderens og i tredje runde er de igen på deres egen byggeplads. Spillet afsluttes automatisk efter 9 runder, men kan naturligvis afbrydes undervejs.

De to hold, der spiller imod hinanden, skal begge have afsluttet deres respektive runde for at de kan komme videre. For at undgå unødig ventetid, og for at du som underviser/facillitator kan planlægge, hvor langt spillerne når, er det en god idé at sætte en tidsramme for hver runde, så holdene følges ad.

Det er meget forskelligt hvor længe deltagerne har behov for at diskutere deres valg. Prøv eventuelt med en tidsfrist på 10 min. til hver runde, måske lidt mindre til benspændsrunderne.

De første to runder er lidt anderledes end resten, fordi selve byggeriet ikke er gået i gang. Det betyder at de fleste handlinger og benspænd er tilgængelige igennem samarbejdsvinduet. Når byggeriet går i gang viser de fleste handlemuligheder sig i ’Tidsplanen’ og på ’Byggepladsen’.

Reviews
Hvis du har mulighed for at kalde deltagernes skærme frem på en projektor – fx ved at de tager deres bærbare med op til katedret – kan du udvælge nogle situationer og lade deltagerne forklare, hvorfor de vælger de handlinger og benspænd, som de vælger. 

Imellem runderne kan alle de spillede handlinger/benspænd gennemgås, så I kan se begge holds resultater fra samme computer. Efter spillet kan du bede holdene fortælle om deres strategi, hvad de fokuserede på og hvordan de justerede deres mål undervejs.

Spillet kan perspektiveres i forhold til virkeligheden. Klik på billedet og se det i større format.
Klik på billedet for introduktionsvideo!
​​​​​​​​​​​​​​​​