Spillets struktur og forløb

BENSPÆND er holdbaseret (ORANGE og BLÅT hold) og spilles som et fortløbende byggesagsforløb, der er opdelt i runder, hvor der spilles hhv. HANDLINGER og BENSPÆND.

Brugerfladen er opbygget som en hjemmeside med navigationsmenuer, således at deltagerne undervejs kan orientere sig om spillets forløb og kontinuerlige status.
 
Nedenfor er kort angivet, hvordan spillet organiseres, startes og afvikles. Se/vis eventuelt introduktionsvideo, som du finder til højre.
 
Holdopsætning
Deltagerne inddeles i et lige antal grupper/hold á 2-3 deltagere. Det er vigtigt, at deltagerne kan diskutere deres beslutninger i spillet. Beslut hvilke hold der spiller imod hinanden. Holdene spiller imod hinanden to og to, præcis som i mange almindelige brætspil, fx skak.
 
Log in
Herefter oprettes det nødvendige antal spil. Vær sikker på at alle får logget ind på det rigtige spil. Det ene af to hold indtaster en e-mail adresse i feltet ’opret nyt spil’ og modtager så en kode. Koden oplyses til modstanderholdet, der så logger ind i feltet ’Start igangværende spil’ med deres e-mail adresse og koden. Holdene kan bruge koden til at logge ind på spillet igen, hvis dette afbrydes undervejs. 
 
Spillerunder
Spillet er delt op i runder. I første runde foretager spillerne ledelseshandlinger i deres eget byggeprojekt, i anden runde spilles hændelsesbenspænd på modstanderens og i tredje runde er de igen på deres egen byggeplads. Spillet afsluttes automatisk efter 9 runder, men kan naturligvis afbrydes undervejs.
 
De to hold, der spiller imod hinanden, skal begge have afsluttet runden for at de kan komme videre. For at undgå unødig ventetid er det en god idé at sætte en tidsramme for hver runde, så holdene følges ad. Det er meget forskelligt hvor længe deltagerne har behov for at diskutere deres valg. Prøv eventuelt med en tidsfrist på 10 min. til hver runde, måske lidt mindre til benspændsrunderne.
 
De første to runder er lidt anderledes end resten, fordi selve byggeriet ikke er gået i gang. Det betyder at de fleste handlinger og benspænd er tilgængelige igennem samarbejdsvinduet. Når byggeriet går i gang viser de fleste handlemuligheder sig i ’Tidsplanen’ og på ’Byggepladsen’.
 
Vindere/tabere
Der findes ingen egentlige vindere eller tabere i spillet, da en god byggeproces kan opnås på forskellige måder. Det er i høj grad dét, der er pointen med spillet.

 

 

 

Klik på billedet for introduktionsvideo!
​​​​​​​​​​​​​​​​